Værdier

En kombineret skole er en skole, der rummer både en friskole og en efterskole

Historisk er de kombinerede skoler opstået ved, at en skolekreds for en friskole har kunnet se, at også unge mellem 14 og 18 år kunne have glæde af et skoleophold, og da det skoleophold lå efter friskolen, som var en børneskole, knyttede man en efterskole til friskolen.

I dag, hvor skolerne er langt mere regulerede af staten, er den kombinerede skole i virkeligheden to skolen underlagt hver sin lovgivning. De to skoler har fælles økonomi, medarbejderstab, ledelse og bestyrelse. Alle er underlagt et sæt vedtægter, der er brygget sammen af standardvedtægterne for friskoler og for efterskoler.

Osted fri- og efterskole har foruden de to skoler også en børnehave. Denne er underlagt et tredje regelsæt og en lovgivning, som hører til i et andet ministerium.

Den kombinerede skoles udfordringer er mange, men grundlæggende opvejer det stærke bagland, de fælles ressourcer og det økonomiske fundament de ulemper, der ind i mellem kan opleves i hverdagen.

Osted fri- og efterskole er Grundtvig-Koldsk

Udgangspunktet er, at ingen mennesker er forudsætningsløse.

Alle har en historie. En baggrund, som er med til at forme den enkeltes liv, og netop livet er i centrum. Det levende og sprudlende. Undertiden også det svære og uoverskuelige. Ingens baggrund er mere værd end enhver andens!

Alle er behøvede. Det, som tæller, er viljen og lysten til at engagere sig i sÃ¥vel ens eget som i naboens liv – med skyldig hensyntagen til den fælles kulturarv som særlig inspirationskilde!

Samhørighed, hensynsfuldhed og ansvar er nøgleord. Man skal have mod på at være sammen med mange mennesker.

Undervisningen og aktiviteter i hverdagen gennemføres ikke for skolens skyld, men for livets! Man skal ikke lære blot for at lære, men for at blive klogere på sig selv og sit liv.

Formål

Osted fri- og efterskoles vedtægtsbestemte formål er inden for gældende lovgivning at drive en grundtvig-koldsk fri- og efterskole med nedenstående værdigrundlag samt give plads for folkeligt arbejde på egnen.

Værdigrundlag

Værdigrundlaget, som skolekreds og ansatte har udarbejdet, omfatter følgende værdier, som forældre, skolekredsmedlemmer og ansatte skal virke ud fra.

  1. Ligeværd, respekt og anerkendelse er fundamentale elementer i skolens arbejde.
  2. Skolen skal fremme den enkelte elevs viden om og forståelse for egne og andres kulturelle, menneskelige og sociale forudsætninger til støtte for en alsidig udvikling.
  3. Oplevelse, fantasi, faglig bredde og fordybelse samt individuelle hensyn til den enkelte elevs særlige forudsætninger og baggrund skal præge skolens arbejde.
  4. Undervisningen og samværet på skolen skal i et trygt miljø give den enkelte elev mod på og lyst til at bruge livet til gavn og fornøjelse for sig selv og andre. Samværet bygger på fællesskab, ansvar og hensyn.
  5. Det er skolens opgave at forberede den enkelte elev på med-bestemmelse og medansvar. Demokratisk tankegang, international forståelse og indsigt i menneskets samspil med naturen skal tilgodeses.

Link: Vedtægter for Osted fri- og efterskole (PDF)

Osted fri- og efterskole
Leg
Værdier
Søen og skoven